§ 1. NAVN OG HJEMSTED
Foreningens navn er "Munkebo Gymnastik Forening” og hjemstedet er Munkebo.
§ 2. FORMÅL
Foreningens formål er at arbejde for en sund dansk idrætskultur.
Stk. 2: Dette søges opnået gennem idrætsaktiviteter, samt andet frivilligt foreningsarbejde.
§ 3. POLITISKE FORHOLD
Foreningen er upolitisk.
§ 4. MEDLEMSFORHOLD
Foreningens medlemmer er dels aktive og passive.
Aktive og passive medlemmer har stemmeret efter det fyldte 16 år, men er først valgbare efter det fyldte 18 år.
Bestyrelsen kan til hver tid dispensere, hvis der findes grund eller særlig anledning dertil.
Stk. 2: Enhver kvinde og mand har ret til at indtræde i foreningen.
Som aktivt medlem optages også piger og drenge under 14 år.
Foreningens bestyrelse kan udelukke et medlem, hvis der findes vægtige grunde.
Stk. 3: Aktive medlemmer indmeldes ved kassereren eller dennes stedfortræder.
Passive er sådanne, der uden at deltage i nogen af de bestående idrætsaktiviteter, yder et års kontingent eller bidrag. Kontingentet for aktive og passive fastsættes af medlemmerne på generalforsamlingen.
§ 5. GENERALFORSAMLING
Foreningens generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal.
Den indvarsles i den lokale avis senest 21 dage før.
Forslag fra foreningens stemmeberettigede medlemmer skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 2: Foreningens generalforsamling er højeste myndighed, og holdes med følgende dagsorden.
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Regnskab.
4. Vedtagelse af næste års kontingent.
5. Indkomne forslag.
6. Valg.
7. Eventuelt.
Stk. 3: Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent.
Forsamlingen er beslutningsdygtig med det fremmødte antal medlemmer efter lovlig indkaldelse.
I tilfælde af stemmelighed er dirigentens stemme udslagsgivende.
Sekretæren fører generalforsamlingens beslutninger og forhandlinger til referat, der underskrives og oplæses af dirigenten.
§ 6. ÆNDRINGER I VEDTÆGTERNE
Ændringer i foreningens vedtægter skal ske på foreningens ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
Ændringer i vedtægterne kræver, at 2/3 af de fremmødte stemmeberettige deltagere stemmer for forslaget.
§ 7. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer stiller skriftlig forslag herom, eller flertallet af bestyrelsen finder det nødvendigt.
§ 8. BESTYRELSEN
Bestyrelsen består af 3 medlemmer:
- En formand
- En kasserer
- En sekretær
- En til to suppleanter
Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Alle valg gælder for 2 år, således at formand og sekretær vælges i ulige år. Kassereren vælges i lige år.
Der vælges suppleant(er) hvert år samt 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
Stk. 2: Referater skrives af sekretæren, medlemskartoteket og medlemsprotokollen af kassereren.
§ 9. TEGNINGSRET
Foreningen tegnes af formanden i foreningen samt et bestyrelsesmedlem.
I tilfælde af formandens fravær tegnes foreningen af kassereren samt et bestyrelsesmedlem.
Stk. 2: Der kan meddeles fuldmagt til et medlem af bestyrelsen.
§ 10. REGNSKABS- OG FORMUEFORHOLD
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Eventuelt overskud af foreningens virksomhed må kun tilfalde foreningen. Foreningen må ikke drives i kommercielt øjemed.
Foreningen hæfter udelukkende med sin formue for sine forpligtigelser.
Medlemmer har ikke nogen økonomiske forpligtigelser udover at betale kontingent.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Stk. 2: Bestyrelsen er solidarisk ansvarlig for foreningens midler og materiel.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 11. BESTYRELSENS BEFØJELSER
Deltagerne i aktiviteterne er pligtige til at møde til den af bestyrelsen fastsatte tid ifølge programmet. Ligeledes at adlyde de anvisninger og bestemmelser, der gives af lederen eller et bestyrelsesmedlem til ordens opretholdelse.
Stk. 2: Skulle en person tilknyttet foreningen gøre sig skyldig i ulydighed eller usømmelig optræden, er lederen eller et bestyrelsesmedlem berettiget til at bortvise medlemmet fra øvelsespladsen, hvorefter sagen omgående skal indberettes til bestyrelsen.
Bestyrelsen har ret til at ekskludere medlemmet af foreningen.
Stk. 3: Slettede eller udelukkede medlemmer har ikke krav på tilbagebetaling af indbetalt kontingent eller medlemsbidrag.
Stk. 4: Enhver eksklusion skal efterfølgende godkendes på den først kommende generalforsamling.
§ 12. FORENINGENS OPHÆVELSE
Foreningen kan opløses på en lovlig indvarslet generalforsamling, hvis mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.
Stk. 2: Såfremt der ikke er medlemmer nok, afholdes der en ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningen kan opløses med mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede fremmødte medlemmer.
Stk. 3: Såfremt dette sker, vil foreningens midler og ejendele blive skænket til det af generalforsamlingen besluttede.
Foreningens vedtægter, revideret november 2001.
Revideret februar 2003
Revideret februar 2006
Revideret februar 2009
Revideret februar 2011
tilbage